Søndagsklumme: Hvad der sker på Berghain bliver på Berghain

Marianne Ager, kurator på Kunstmuseum Brandts, har været på Berghain for at se udstillingen Studio Berlin.

Leben und leben lassen

På Berghains dansegulv står en nøgen mand. Han bevæger sig henført til tunge beats, der vælter ud af gigantiske højtalere. Og nej – han er ikke på stoffer, og han er ikke skør. Han nyder blot den pumpende bas, der vækker ur-minder i kroppen om stammedans i en fjern fortid. Han lever musikken. Suger den ind med alle porer i huden. Technoen i den rå, kompromisløse form er nærmest tranceskabende og en vild mental oplevelse, men den er også i bogstavelig forstand en fysisk oplevelse. Man kan simpelthen mærke den – og utvivlsomt endnu mere uden tøj på.

Det er den legendariske tyske fotograf og Berghain-stamgæst Wolfgang Tillmans der spottede den nøgne mand på dansegulvet for år tilbage og blev helt betaget af ham. 

Den nøgne mand er ikke bare et vildt øjebliksbillede fra en klub. Han er faktisk indbegrebet af alt det der gør Berghain til Berghain. Og det der gør Berlins DNA til noget ganske særligt.

Lad os lige analysere situationen med den nøgne danser, eller rettere, pinpointe alt det,  der IKKE sker for ham:

-Han bliver ikke smidt ud af en dørmand. Det er helt ok, at han står der og danser i bar røv.

-Han bliver heller ikke antastet af andre gæster på dansegulvet. Hans svedige krop opfattes simpelthen ikke som en invitation til, at der skal røres eller lægges op til noget. Han er bare nøgen.

Moralen i Tillmans historie er altså, at man kan danse nøgen på Berghain og få lov at være i fred – og den fortælling slår nok hul igennem mange menneskers idéer om, hvad Berghain er (det der med sex foregår andre steder i bygningen). Og den er samtidig et fint eksempel på den helt særlige liberale berlinerånd, der giver plads til til fri udfoldelse, uden at nogen løfter et øjenbryn.

Was im Berghain passiert bleibt im Berghain

Berghain bliver i mange artikler om Berlins klubmiljø beskrevet som topmålet af hedonisme. Myterne om stedet er mangfoldige, ikke mindst fordi det er så svært at komme ind. Den legendariske Türsteher Sven Marquardt og hans hold sørger nemlig for at kuratere blandingen af gæster med stor omhu, så der aldrig er for mange eller for få af forskellige typer i forskellige aldre – og så potentielle Spielverderbere ikke slipper ind. På den måde konstruerer de en collage af mennesker der sammen har potentialet til at skabe en fantastisk oplevelse.

Den anden faktor, der bidrager til mytedannelserne, er Berghains Fotoverbot – et forbud der eksisterede længe inden mobiltelefonens kamera blev allemandseje. Det sikrer gæsternes privatliv, og samtidig forhindrer det dem i at bruge tid på dokumentere sig selv til SoMe. Der er, apropos selfies, heller ingen spejle på Berghain, og gæsterne fratages dermed muligheden for at være optaget af glo på sig selv og kan i stedet  koncentrere sig om at være til stede, give slip på forfængeligheden og fortabe sig i musikken både alene og kollektivt.  

Det er sådan set nogle meget enkle regler, der gøres brug af, men de virker:

Mange beskriver Berghain som en nærmest religiøs oplevelse. Det er ikke for ingenting at Sven Marquardt og hans folk bliver kaldt for tempelvogtere.

Freiheit ist Sexy

Egentlig er Berghain ikke fortællingen om et hedonistisk techno-orgie, men først og fremmest en historie om frihed. En iscenesat frihed, fyldt med overraskelser og potentiale. Wolfgang Tillmans har med et glimt i øjet og en undertone af dyb alvor, kaldt det “hårdt arbejde” at gå i byen på Berghain og i Berlin generelt.

Friheden, der er så tydelig en del af Berlins DNA, har blandt andet rødder i både Weimarrepublikken og de vilde år, der fulgte i kølvandet på murens fald. Måske føles den ekstra intens fordi den også rummer et anstrøg af indbygget forgængelighed. Det er lidt som om det er vigtigt at gribe øjeblikket inden det er for sent. Berlins nyere historie har været præget af ekstremer og spændinger. Friheden er derfor ikke selvfølgelig – men den insisterer igen og igen på at være med, som en stædig mælkebøtte der maser sig op gennem asfalt.

Ikke engang gentrificeringen har formået at få skovlen under Berlin og dens særlige både generøse og farlige frihed. Massevis af kunstnere fra hele verden slår sig stadig ned i den tyske hovedstad på jagt efter inspiration. Berlin er fortsat den by i Europa der har det største antal kunstneratelierer i forhold til indbyggerantal.

Kunst im Klub

Det giver god mening at Berghain midlertidigt er genopstået som kunsthal her i kølvandet på pandemien der har været et hårdt slag for kulturlivet generelt og nattelivet i særdeleshed. Takket være den meget frie stemning hvor alt kan ske, har stedet været et absolut hotspot for kunstnerliv lige siden det åbnede i 2004. Wolfgang Tillmans er blot en ud af mange kunstnergæster. Dørmanden Sven Marquardt er helt sikkert den mest berømte kunstner på personalesiden (men langtfra den eneste). Han er uddannet fotograf og var før murens fald blandt de absolut dygtigste på det progressive østtyske modemagasin Sibylle. I dag udstiller han på gallerier og museer, skyder kampagner for modefirmaer og har skabt mange coverfotos til udgivelser fra Ostgut Ton (pladeselskabet, der er tilknyttet Berghain). 

Berghain har i årenes løb præsenteret flere kritikerroste gruppeudstillinger, både med kunstnere der arbejder på Berghain og med stamgæster, der i deres kunstneriske virke har været mere eller mindre direkte inspireret nætter (og dage) på det gamle kraftværk.

Den nuværende udstilling er altså nærmest en naturlig fortsættelse af Berghains tidligere initiativer. STUDIO BERLIN er både en hyldest til Berghain, Berlins kunstnerkoloni og byens utrættelige evne til at hele sig selv. Den er resultatet af det lokale kunstneriske miljø, der sammen med Boros Foundation for en bemærkning har gjort en dyd ud af nødvendigheden.

Som sagt skulle jeg egentlig have skrevet en anmeldelse af udstillingen – men som bekendt: Was im Berghain passiert, bleibt im Berghain.

Annonce