Stagger Lee

Bar ruter – Schöneberg Feinschmecker Tour

Her er mit første bud på en interessant bar rute, Schöneberg Feinschmecker Tour. Jeg vender snart tilbage med en update med et par ruter mere, som er blandt mine foretrukne.

Schöneberg Feinschmecker Tour
Jeg holder af stoppestederne på Schöneberg Feinschmecker Tour. De er alle nøje udvalgt efter deres velsmagende cocktails og fine stemning. Cocktailene ligger i typisk prisklassen 8 – 12 Euro, barerne har en afslappet stemning og her er ikke fulde teenagere.
Schöneberg Feinschmecker Tour ligger i området ved Nollendorfplatz, Winterfeldtplatz og Golzstrasse.

Stagger Lee

IMG_1324

Foto: Ulrik Kristiansen

Vi starter på Stagger Lee. Baren er i meget gennemført western stil, cocktailene smager af krudt og lejrbål. En Bloody Mary serveres med bacon. Baren oser af stemning og serveringen er i top.
Baren ligger godt nede ad Nollendorfstrasse, en gade, hvor der ellers ikke sker meget – og hvis der gør, vil jeg helst ikke vide det.

Green Door

IMG_0502

Foto: Ulrik Kristiansen

Green Door er næste stop. Ring på klokken. Adgang til baren følger reglen: “åbner vi døren, kommer du ind, ellers må du gå videre”, som  synes at være et udbredt koncept. Inden for er én lang bar, hvor man bare har lyst til at sidde og nyde cocktails. Interiøret sender tankerne imod sen-tresserne og gamle James Bond film. Fantastiske cocktails, og her er ofte fest. Også en søndag aften.

Salut Bar

Salut Bar

Foto: Louise Blichert-Toft

Salut serverer nok de bedste cocktails, jeg har smagt.  Bar med god betjening og hyggelig stemning. Det absolutte feinschmecker-toppunkt på turen. Også på Salut er der dørklokke og “du kommer ind hvis vi åbner”.  Om sommeren er der borde med udendørsservering. Jeg har et par gange tidligere set bartenderen anvende juveler-lup, når han mixer cocktails, men jeg tror, han har lagt den væk nu.

Mister Hu
For fuldstændigheden – eller for de meget tørstige – skal Mister Hu også nævnes. Baren var i mange år blandt mine favoritter med sin 90’er stil, geniale betjening og  meget store – og sjove – cocktails. Liebesbrief aus der Zahnarztpraxis, bare for at nævne én. Baren har nu fået nye ejere, som har beholdt de gamle cocktailnavne på drinkskortet men skiftet ingredienserne ud. Det giver jo ingen mening. Cocktailen hedder det samme som før, men smager nu helt anderledes. Hvorfor?

Facit
Schöneberg Feinschmecker Tour

Læs mere:

Stagger Lee                      www.staggerlee.de,
Nollendorfstrasse 27        www.yelp.com/biz/stagger-lee-berlin

Green Door                      www.greendoor.de,
Winterfeldtstrasse 50       www.yelp.com/biz/green-door-berlin

Salut                                www.salut-berlin.de
Golzstrasse 7                   www.yelp.com/biz/salut-cocktailbar-berlin

Til glemmebogen:

Mister Hu                         www.misterhu.de
Golzstrasse 39                 www.yelp.com/biz/mister-hu-berlin-2#query:mr%20Hu

 

Reklamer