Det skæve Berlin

Old Texas Town – wild west i Berlin

En aften på Mary’s Saloon

img_0150

Old Texas Town Berlin

Vi er taget til Old Texas Town i Berlin. Vi er inviteret til fødselsdag, og skal møde op i cowboytøj.

Det føles lidt fjollet på vej derud i U-Bahn med hat, vest og sherifstjerne. Men da vi først er kommet igennem porten i palisadehegnet med de to 7,5 meter høje vagttårne til Old Texas Town og befinder os i 1865 i Texas, finder vi hurtigt ud af, at det her ikke bare er for sjov.

img_0271

De tager det meget alvorligt i Old Texas Town. Her dyrkes historien om udvandringen fra Europa, indvandringen til USA og nybyggernes udfordringer og livsstil. Og en stor kærlighed til det vilde vesten.

img_0170

Cowboy Club Old Texas

Old Texas Town drives af foreningen Cowboy Club Old Texas, som er stiftet i 1950. Egentlig har foreningen sine rødder helt tilbage i 1930’erne, men har først kunnet etableres formelt efter 2. verdenskrig.

Byen består af en hovedgade med huse på begge sider. Husene er bygget fra 1968 og frem til idag, og det hele fremstår med en finish og ægthed, som var vi med i en western-film.

Umiddelbart før mørket falder på, marcherer et kompagni soldater gennem byen til den formelle flagnedtagning, der afsluttes med honnør, geværsalut og nationalsang.

I den ene ende af byen ligger Cantina med BBQ-Grill og Hall of History med sin fine udstilling om nybyggerne og indianere. Bagved ligger Fort Alamo, som er en – stort set – tro kopi af orginalen i Texas.

img_0149

På den anden side af gaden ligger Mary’s Saloon, som har bar, dans og underholdning.

Mary’s Saloon

Det er i baren, vi falder i snak med nogle af gæsterne. En del er medlemmer af foreningen, andre er bare taget herud for at være med til festen den første lørdag i hver måned.

Jeg får mig også en snak med byens borgmester, Jack, der stolt fortæller om foreningen og byens historie.

Vi spørger et par stykker, om vi må tage billeder til Berlinblog.dk. De går med til det, hvis den der – de peger lidt nedsættende på min iPhone – kan tage sort/hvid billeder.

Oplev Old Texas Town

Old Texas Town har åbent hver første lørdag i månederne marts – december fra kl 18.30 til kl 2.

Old Texas Town
Paulsternstr. 18
www.old-texas-town.de

Berlinblog.dk

Inspiration, indtryk og oplevelser fra et anderledes Berlin. Byens puls, kultur, historie, kunst, mad, nye trends og berlinerne.

Tak for at du læser med. Skriv gerne en kommentar