Sådan vælger du shopping
Guide til shopping i Berlin. Læs om de forskellige shopping centre, malls og designer outlet i Berlin og om åbningstider og helligdage
Guide til shopping i Berlin
Berlin har rigtig mange områder med masser af shopping.
Nogle steder er priserne som i Danmark eller lidt lavere. En del mærkevarer kan du måske finde til halv pris.
Shopping Guide til Berlin
Vi har shoppet os igennem nogle af de vigtigste shopping-områder. Hvert område er i guiden beskrevet ud fra, hvad der er at se i nærheden, og hvordan vi oplever forholdet mellem turister, brands og coolness.
Kurfürstendamm, KaDeWe og Bikinihaus

Det gamle centrum af West Berlin. Her kunne man i 80’erne se de unge og smarte lufte Ferrarier, Porscher og Lamborghinier. Det kan man stadig.
Shoppingområdet dækker hele området fra KaDeWe på Wittenbergplatz, Tauentzienstrasse, Breitscheidplatz, Bahnhof Zoo og Kurfürstendamm. I de mindre sidegader er der også rigtig mange butikker, en af gaderne er Fasanenstrasse.
Butikker: Alle mærker, tyske som international. Findes det, findes det her.
KaDeWe (Kaufhaus Des Westens): Størst, ældst og finest. Varehuset har rigtig mange både tyske og internationale brands. Gourmetetagen er i sig selv et besøg værd.
Kudamm: Kurfürstendamm er Berlins legendariske indkøbsstrøg.
Bikinihaus: Enkelte high end brands og design.

Seværdighed:
- Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche fra 1895, som blev ødelagt under 2. verdenskrig. Kun det største af de oprindeligt fem tårne står tilbage som et mindesmærke for fred
Kendt sted:
- Jebenstrasse bag Bahnhof am Zoo. Her trak Christiane F i filmen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo
Pause:
- Nyd en kold øl eller en kaffe på tagterrassen på Bikinihaus og udsigten over Zoo

- Sæt dig ind i gårdhaven på Hotel Ellington og nyd freden. Det var i øvrigt her, David Bowie holdt til, da stedet hed Dschungel. I dag er det et hotel med temaet jazz. En lokal station sender jazzradio fra studiet ved baren



- Der er flere champagnebarer på Feinschmecheretagen (5. sal) i KaDeWe
Mitte

Mitte er Berlins egentlige centrum. Bydelen er for alvor blomstret op efter Berlinmurens fald. I den delte by slumrede Mitte noget hen som en del af DDR-hovedstaden Østberlin. Der bygges stadig nyt og om en del steder.
En skøn blanding af butikker, gallerier, kaffebarer og turister.
Et par tips:
- Undgå Alexanderplatz, som nok har et godt udvalg af butikker, men også alt for mange turister, teenagere og alt for meget kedelig beton
- Søg i stedet mod Hackescher Markt, Rosenthaler Strasse og Neue Schönhäuser Strasse, hvor der er langt flere interessante butikker
- Også Freidrichstrasse mellem Leipziger Strasse og Fransösischer Strasse er anbefalelsesværdig med Quartier 206 og Galleries Lafayette som de mest indbydende
Seværdigheder:
- Fernsehturm, Berlins tydeligste vartegn, har Berlins flotteste udsigt fra den Sputnik-lignende kugle godt 200 meters højde. Både konstruktion, arkitektur og interiør er fabelagtig. Kom lige når de åbner om formiddagen for at undgå alt for lang kø, eller book et bord i restauranten og se byens smukke aftenlys
- Hackescher Höfe, sammenhængene system af baggårde med cafeer og butikker
Pause:
- Snup en sejltur på floden Spree og se Berlin fra vandsiden

- Hofbräu i Karl-Liebknecht-Strasse har øl og mad i meget store mængder
Omkring Potsdamer Platz

Potsdamer Platz har flere store arkader med kædeforretninger, filmmuseum, Cinemaxx biograf, Legoland og meget mere.
Seværdigheder:
- Potsdamer Platz ligger hvor Berlinmuren delte byen. Der står en stump af muren lige hvor man kommer op fra S-togsstationen
- Trafiklyset midt på pladsen er en kopi af det originale fra 1924, som dengang var Europas første trafiklys
Pause:
- Cafeen på toppen af Kollhoff Tower har en god udsigt over Potsdamer Platz
- Baren på Ritz-Carlton har udsøgt betjening, glimrende cocktails og stort set ingen turister
Mall of Berlin

På Leipziger Platz åbnede i slutningen af september 2014 en kæmpe butiksarkade, Mall of Berlin, hvor Wertheim frem til anden verdenskrig angiveligt skulle være både det største og flotteste varehus i Berlin.
Mall of Berlin er med 270 forretninger Berlins største indkøbsccenter.
Rigtig flot butiksarkade med flot arkitektur, godt udvalg af butikker og let tilgængellige placering ved Leipzigerplatz, som ligger lige ved Potsdamerplatz.

Du kan læse mere om Mall of Berlin på deres site Mall of Berlin.
Outsideren: Schloss-Strasse i Steglitz

Med sin lidt Lyngby-agtige forstadscharme er Steglitz næppe første valg blandt turister og Berlinfarere. Men hvis det gælder shopping kan forstaden på grund af sit stærkt købekraftige publikum byde på flere shopping malls end noget andet sted i Berlin:
- Schloss-Strassen-Center
- Boulevard
- Forum
- Schloss Arkaden
Hertil kommer en lang række kædebutikker, specialforretninger, en biograf og varehuse i selve Schloss-Strasse.
Her er brands som Lloyds, Levi’s, G-Star og Hollister; varehuse som Karstadt, sports-mekkaet Sport Scheck, specialforretninger inden for sport, vin, mad og meget mere.

Seværdigheder, pauser og gode tips:
- Der er en række fortovscafeer, og på toppen af Boulevard er der tagterrasse med plads til hundredvis af gæster
- Der er kun 6 – 7 km tilbage til Berlin
Designer Outlet Berlin
35 km vest for Berlin ligger Designer Outlet Berlin. Bygget efter amerikansk forbillede. Ligner vel nærmest en lille landsby med en meget stor parkeringsplads. 120 outlets med alverdens dyre mærkevarer til mere attraktive priser.


Er du ikke i bil, så kan du for 10 Euro booke VIP Shuttle Service, som de kalder deres busforbindelse fra Kudamm. Afgange fredag og lørdag (og søndag, når de har åbent).

Pauser:
- Der er kaffe, sandwich, is og alt muligt andet i selve outlet området
Seværdigheder:
- På vejen fra Berlin til Designer Outlet Berlin kører du lige forbi den olympiske by, som blev opført til 4000 ol-deltagere under OL i 1936. Efter 2. verdenskrig og frem til 1992 blev området brugt af russiske soldater. Bygningerne er meget medtagede, men er under restaurering. I sommerhalvåret er der rundvisninger

(Foto: DKB Stiftung)
Designer Outlet Berlin
Alter Spandauer Weg 1
14641 Wustermark
designer-outlet-berlin.de
Åbningstider i Berlin
De større butikker har typisk åbent mandag – lørdag kl. 10 – 20.
Søndagsåbent – eller søndagslukket
Tyskland har rimeligt stramme regler for butikkernes åbningstider.
I Berlin fastsætter Senatet tre søndag per halvår, som butikkerne må holde åbent. Det er ofte søndag i forbindelse med større events i Berlin, som f.eks. Berlinale Filmfestival.
Derudover må butikkerne selv vælge to søndage om året, og disse få søndage skal tilrettelægges, så den enkelte butik aldrig har åbent to søndage i træk.
Du kan se en oversigt over de større shopping mall’s søndage på berlin.de.
Tip til søndagsåbent: Loppemarkederne i Berlin har åbent om søndagen.
Helligdage
De officielle helligdage i Berlin er:
- Nytårsdag 1. januar
- 8. marts er Kvindernes Kampdag, som er en helligdag i Tyskland
- Påske: fra langfredag til 2. påskedag. Skærtorsdag er således en almindelig arbejds- eller shoppingdag
- Kristi Himmelfartsdag
- 2. Pinsedag
- 1. maj – Arbejdernes Internationale Kampdag er helligdag i Tyskland
- 3. oktober er Tysklands Genforeningsdag, som er en helligdag i Tyskland
- Julen: Juledag 25. december og 2. juledag 26. december
Butikker og shoppingmalls holder lukket på helligdage, mens mange restauranter og cafeer er åbne.
Hvilket shoppingområde er din favorit?
Har du et favoritområde til shopping, så skriv en kommentar her eller på Berlinblog.dk på facebook.
Andre populære artikler om shopping i Berlin
Læs om loppemarkeder i Berlin.
Gå på jagt efter genbrugsfund i vintage butikker.
Læs mere om urban industrial og andre vintage møbel butikker.
Tjek det store udvalg af pladebutikker i Berlin.