Holzmarkt – frirum med urban kreativitet midt i Berlin
Holzmarkt. Landsby eller forlystelse. Oplev nyt byområde under udvikling langs Spree i Berlin med urban kreativitet og frirum. Boheme, bæredygtigt, børnevenligt.
Berlins kreativitet

Området langs Spree
Et nyt kreativt område er dukket op på Holzmarkt 25. Indtil for nogle få år siden var området party zone med barer og natklubber.
Bebyggelsen på Holzmarkt har egentlig været åbent noget tid, men det er nogen gange svært at se, for det er stadig under opbygning.
Initiativtagerne ser det som en Dorf, en landsby, der ligger langs Spree i Friedrichshain.
Indtil videre er der på området omkring 20 forskellige projekter og virksomheder inden for kunst, kultur, restauration, fødevarer – og en børnehave.
Her er urban farming, live musik – lokale bands tilbydes faciliteter til at optage live optræden, beach bar, caféer, bageri, optræden og træning af artister, yoga, sprogkurser og danseundervisning. Kort sagt et meget bredt udbud.
Personerne bag Holzmarkt lægger stort vægt på at skabe alternativer til de mere kommercielle tilbud.

Clubbing gæsterne bliver voksne
Strandbaren Pampa er allerede godt kendt. Den har siden sin start for et par år siden været godt besøgt især i weekenderne, hvor det tidligere var chill-out med musik, drinks og snacks.
Nu satser de mere på familier. Her er sandkasse til børnene og menuen er is, burgere og pizza. Endda med mulighed for at få undervisning i at lave pizza.
Ved siden af er der gjort plads til bæverne, så man kan se, hvordan de lever på kanten af Spree.
Om aftenen er her musik med DJs i weekenderne og hverdagsaftener med events som swing aftener, bog releases, film og debat.

Hvem står bag Holzmarkt?
Bag det overordnede projekt står organisationen Genossenschaft für Urbane Kreativitet. Det er et kooperativ med formål at fremme kreativitet og bæredygtighed i byudviklingen.
Personerne bag er en blanding af kreative sjæle, erfarne og pengestærke business angels og folk med forstand på byudvikling.
Kooperativet ejer grunden og står for opbygning af faciliteter. Dermed er de altså kun i mindre grad involveret i de enkelte projekter på området.
Formålet er ganske enkelt på lang sigt at skabe et afkast til kooperativet, hvilket skal sikre en langsigtet og bæredygtig udvikling. Ædelt formål og optimering af afkast går her hånd i hånd.

Drømmen om et alternativt, bæredygtigt og holdbart sted
Flere af de involverede giver udtryk for, at det er trættende at opleve, at nye steder allerede efter 5 – 10 år må lade livet, når områderne bliver gentrificeret, og de ikke længere kan betale de stigende huslejer.
Beach barerne i Friedrichshain langs Spree har efterhånden alle måtte vige for byens udvikling. Strandbaren Yaam overlevede, dog nogle få hundrede meter nede ad floden, men ellers er bredden langs Spree efterhånden ved at være bebygget.
Holzmarkt er lavet efter en model, der – i hvert fald på papiret – skal sikre en mere varig udvikling af området, og Genossenschaft für Urbane Kreativitet har nedfældet dette i sit manifest.


Gourmetrestauranten Katerschmaus
Restauranten Katerschmaus er et kapitel for sig.
Her er dækket fint op i restauranten, der ligger helt ud til kanten af Spree. Mad og vin er i en klasse for sig, og der er virkelig kræset om råvarer, tilberedning og servering. En gourmetoplevelse i fantastiske omgivelser.

Facit
Vi er ikke i tvivl om, at vi er blandt kreative i den meget dygtige og professionelle klasse.
Hele iscenesættelsen af stedet, måden det er organiseret på og deres kommunikation omkring projekterne er nyt. En meget moderne start-up bygget på nyeste model med afkast via bæredygtighed.
Desuden vil projektet give noget tilbage til byen, hvilket det blandt gør ved at være noget for alle:
Ud til Holzmarkt Strasse opføres 400 ungdomsboliger, og planen er, at der også senere skal være et hotel. Langs Spree og rundt på hele området anlægges stier med adgang for alle. Læg hertil, at Berlins kunstnere får en ny platform til at udøve og promovere deres performance ved hjælp af de forskellige projekter.
Det kommer til at tage flere år, før området er udbygget med alle de planlagte faciliteter, og det passer egentlig fint med oplevelsen af at være midt i udviklingen.
Stedet kunne på overfladen se tilfældigt, vildtvoksende og kreativt ud, som vi kender det fra RAW eller YAAM. Forhåbentlig er Holzmarkt her ved at skabe en model, der bygger på det, som Berlin kan i kreative og spontane retninger. Denne gang endda i en model, der driver en mere langsigtet og bæredygtig udvikling.
Uanset valg af teoretiske modeller og lejlighedsvis skepsis på sociale medier, så kan det ikke ændre den samlede oplevelse af, at ildsjæle igen har sat gang i udviklingen i Berlin og givet byen et rigtig fedt sted.
Holzmarkt
Holzmarktstr. 25
www.holzmarkt.com
Læs også om Yaam

Læs også artiklen om strandbaren Yaam
Kom med på cykeltur rundt i Berlin med besøg på Holzmarkt
Annonce
Kom på natlig cykeltur rundt i Berlin med besøg på Holzmarkt med tysk- eller engelsktalende guide.
Pingback: Danskernes byer: Berlin af Ulrik Kristiansen, Berlinblog.dk - Storby, Guide og Blog