Bæredygtig

GoBoat Berlin – picnicture og sightseeing på Spree

GoBoat Berlin. Sejl på Spree. Oplev Berlin fra vandsiden. Tag vennerne med på picnic tur på Spree. Se vores forslag til klimavenlige sejlture med GoBoat Berlin.

Nyd en klimavenlig sejltur på Spree

Book en båd og nyd Berlin fra vandsiden. Det er en fantastisk oplevelse.

GoBoats både har fin plads til 8 personer ombord. Man sidder fint, og der er plads til både picnic og hygge rundt om bordet.

Bådene er på bæredygtig vis fremstillet af genbrugte plastflasker. Elmotoren kører på batteri, så her er ingen røg eller os.

Bådene er oplagte til picnic med medbragt madkurv eller take away.

Kræver hverken førerbevis eller sejlerfaringer

Du skal være fyldt 18 år, ellers kræver det ingen forkundskaber at sejle bådene hos GoBoat.

Du får  instruktioner om båden og de nødvendige søfartsregler, når du får båden udleveret, og der er redningsveste til alle aldre og størrelser.

Og bare rolig, det er ikke nogen speedbåd, men en rolig og klimavenlig eldrevet båd, der sikkert kan sejle dig rundt på Spree uden at lave larm og uden at nogen føler sig utrygge.

Her kan du sejle

Inden turens start får du en instruktion i betjening af båden og de vigtigste sikkerhedsregler.

I får desuden et kort over området, I må sejle i.

Kortet har markering for, hvor lang tid det vil tage at sejle retur med båden, så det er let at planlæge turen og I bare kan slappe af og nyde stemningen på vandet og jeres picnic.

GOBOAT Berlin kort

Vi giver nedenfor nogle bud på, hvad I kan nå at se, og hvor I kan sejle hen.

GOBOAT Berlin teamet

I får båden udleveret ikke så langt fra Oberbaumbrücke i Friedrichshain, og I kan sejle hen mod broen, men ikke under den.

Oberbaumbrücke skiller den del af floden Spree, der er til fritidssejllads, og den del, der er til kommercielt brug. Så vi bliver på den side, hvor GoBoat Berlins havn ligger.

Og hvor skal vi så sejle hen?

Vi har her forslag til sejlture, der passer med mulighederne, når I lejer en GoBoat.

Her er lidt mere om, hvad I ser undervejs fra vandsiden, og måske får I inspiration til at opleve mere fra landsiden bagefter.

Under alle omstændigheder er det smukt og spændende at opleve Berlin fra vandsiden.

Oberbaumbrücke Spree

Turforslag 1 time

Tjek Oberbaumbrücke fra vandsiden, den er super flot.

Som sagt, I må ikke sejle under broen, men skal sejle den anden vej – mod sydøst i retning mod Treptow. I kan se Molecule Man ude i horisonten.

Udsigt langs Spree med Molecule Man - foto fra pixabay.com
Sights undervejs

Molecule Man er en 30 meter høj metalfigur udført af den amerikanske kunstner Jonathan Borofsky. Molecule Man står ude i floden. Her har han stået siden 1999 og markeret grænsen mellem Treptow, Kreuzberg og Friedrichshain.

Molecule Man - foto fra pixabay.com

Længere nede mod Treptow kommer I forbi Zenner på højre side og Insel der Jugend på venstre side.

Zenner Biergarten Treptow

Zenner er en gammel cafe og restaurant fra 1820’erne, renoveret i DDR-tiden i 1950’erne og fint restaureret og åbnet som cafe og Biergarten i 2021.

Det Sovjetiske Mindesmærke i Treptower Park

Inde bag Zenner i Treptower Park ligger Det Sovjetiske Mindesmærke i Treptower Park.

I kan ikke se mindesmærket fra vandet, men måske I får lyst til at besøge det, når I har fast grund under fødderne igen.

Spreepark og Insel der Jugend

På den anden side af vandet ligger Insel der Jugend med masser af sejlende og badende gæster, stand up boards, kajakker og meget andet.

I kan se øen fra vandet, men det er ikke tilladt at sejle hen til øen.

Spreepark og Insel der Jugend

Det burde tage jer omkring en halv time at sejle hertil, og det vil også tage jer cirka en halv time at sejle tilbage til GoBoats lille havn, så hvis I vender her, skulle I kunne være tilbage indenfor en samlet sejltid på 1 time.

Turforslag 2 timer

GOBOAT Berlin picnic
Sights undervejs

Fra Insel der Jugend fortsætter I længere ned ad Spree. På jeres højre side kommer I mod Den forladte forlystelsespark Spreepark.

Spreepark den forladte forlystelsespark i Berlin

Parken ligger i det grønne område Plänterwald i Treptow, og hvis I sejler rundt om pynten med Spreepark på jeres højre side, får I dels et par glimt af parken og dels af det meget store skovområde, som Plänterwald i Treptow udgør.

I er nu ca. 1 timer fra startstedet, og det vil tage jer ca. 1 time at sejle tilbage.

Turforslag 3 timer

GOBOAT Berlin Stralau

Sights undervejs

Fra Plänterwald sejler I tilbage mod Insel der Jugend, og sejler højre om øen og ind i Rummelsburger Bucht. Her bygges på stort set alle sider af flodbreden, men der er alligevel en helt særlig stemning i bugten.

Rummelsburger See - foto fra pixabay.com

I sejler forbi – men ikke hen til – de to øer Kratzbruch og Liebesinsel og ind i bugten.

Fra bunden af bugten kan I sejle retur på godt en time, så tag jer tid til at kigge jer lidt omkring i bugtens mange fine afkroge, her er mange steder til at chille og nyde turen i picnic-båden.

Turforslag 4 timer

Funkhaus Berlin - foto: Bente Lundstrøm

Foto: Funkhaus Berlin fotograferet fra vandsiden af Bente Lundstrøm.

Vi runder også lige det fantastiske Funkhaus, før vi vender og sejler tilbage ad Spree til Rummelsburger Bucht, chiller, nyder livet på vandet og den medbragte picnic.

Her er god tid til at se os lidt omkring, nyde livet på vandet og snuppe en tur i det skønne vand.

Om GoBoat

GoBoat er et dansk koncept grundlagt i 2014 af Anders Ekelund Mørck, Kasper Eich-Romme og Carl Kai Rand i København.

GoBoat er et franchise-koncept med baser i blandt andet København, Stockholm, Malmö, London, Melbourne og Berlin.

Bådene er de samme alle steder, så du kender muligvis allerede koncept fra København eller en af de andre byer.

Booking af GoBoat Berlin

Bådene har plads til op til 8 personer, og du booker direkte fra deres website.

GoBoat Berlin
Stralauer Alle 3, Friedrichshain

Åbent fredag til søndag fra kl 10 til solnedgang, mandag til torsdag fra kl 14.

www.goboat.de

U- & S-Bahn: Warschauer Str.

Spændende aktiviteter med GetYourGuide

Annonce

Berlinblog.dk

Inspiration, indtryk og oplevelser fra et anderledes Berlin. Byens puls, kultur, historie, kunst, mad, nye trends og berlinerne.

Tak for at du læser med. Skriv gerne en kommentar