Startups i Berlin
Kreativitet og initiativ i startup-miljøet
Startups i Berlin
Berlin er en kreativ by og ligger helt i top målt på antallet af nyetablerede virksomheder, startups, i forhold til andre tyske storbyer.
I Berlin registreres omkring 40.000 nye virksomheder om året. 44% af dem er ikke-tyske, så det er et international startup-miljø.
Og hvad laver de så, alle disse nye virksomheder? IT, måske? Ja, det gør mellem 5 og 10%. Resten er inden for hotel & restauration, kreative erhverv, service og meget andet. Og som sagt er knap halvdelen udenlandske.
Berlin har med sin historie, manglen på store arbejdspladser, kreative og kunstneriske miljø og meget anderledes og selvstændige kultur meget at byde på. Det ses tydeligt på iværksættermiljøet.
Den igangsættende kultur smitter i høj grad også af på Berlin og er dermed med til at fastholde den pulserende og kreative stemning, der er i byen.
“the Hundert”
Et eksempel fra Berlins iværksættermiljø er magasinet “the Hundert”. “the Hundert” er selv en startup virksomhed. “the Hundert” har eksisteret i et par år og brander sig som det førende online og trykte magasin inden for startup-miljøet.
“the Hundert” finder stadig aktuelle emner inden for en niche i startup-miljøet. En tidligere udgave lige op til Berlin Fashion Week fokuserede på startups inden for modebranchen og de afledte virksomheder inden for styling, foto, marketing og sociale medier. En anden udgave handlede om sammenhængen mellem etableret økonomi og nye virksomheder.
Navnet “the Hundert” henviser til, at magasinet beskriver de 100 mest indflydelsesrige eller interessante navne. F.eks. indeholdt fashion-udgaven top 100 modebrands og top 100 entrepreneurs i Berlin.
Du kan læse mere på facebook.com/thehundert