Markthalle – Berlins torvehaller
Markthalle – Berlins torvehaller – med street food markeder, lokale specialiteter og events – og masser af god stemning.
Madmarkeder og street food i de gamle haller
Jeg kan rigtig godt lide at opleve Berlin gennem byens mange street food markeder. Her er stemning, nogen gange underholdning – og jeg får stillet både nysgerrighed og lækkersult.
Indendørs street food?
Begrebet street food er enten misvisende eller sjovt. Eller begge dele. For i Berlin er det kun tilladt at sælge fødevarer fra separate områder, så med nogle få undtagelser foregår servering af mad indendørs eller i særligt indrettede områder som eksempelvis disse flotte gamle Markthalle.
Markedshallernes historie
I slutningen af 1800-tallet blev der bygget 14 Markthalle, torvehaller, rundt om i Berlin til at komme de uhensigtmæssige og især uhygieniske forhold for fødevarehandel til livs og sikre fortsat forsyning af de enkelte dele af byen med friske varer
Vi har besøgt de tre Markthalle IX, X og XI, der i dag er fødevarermarkeder. En fjerde hal eksisterer endnu, men er ombygget til supermarked, så det tæller ikke rigtig med her :-).
Markthalle 9, Kreuzberg

Markthalle 9 er fra 1891 og bygget som en torvehal, som skulle forsyne denne del af Kreuzberg med friske fødevarer. Torsdag, fredag og lørdag er her street food marked med mad, øl og vin. Udover street food er her også mindre forretninger, der sælger et stort udbud af fødevarespecialiteter til at tage med hjem.
Det er efterhånden blevet et kendt og besøgt sted, så det gælder om ikke at ramme det allertravleste tidspunkt. Maden er spændende, og her kan findes både lokale og udenlandske specialiteter.
Markthalle 9
Eisenbahnstrasse 42-43, Kreuzberg
Åbent: Torsdag – Street Food Thursday kl. 17-22
Fredag kl. 12-20
Lørdag kl. 10-18
Arminiusmarkthalle, Moabit

Hallen er bygget i 1890-91 som Markthalle X, den tiende af de 14 markedshaller i Berlin, og den skulle forsyne bydelen Moabit med friske varer. Hallen blev genåbnet i 2010 som Arminiusmarkthalle med madboder, street food og små barer med specialiteter og lækkerier.
Stemningen er hyggelig, og der er masser af specialiteter og lækre varer. I den ene del af hallen er der små og store cafeområder med rigtig god mad og/eller mulighed for at hænge ud i en af barerne. Fedt.
Arminiusmarkthalle
Arminiusstrasse 2, Moabit
Åbent: Små forretninger mandag-lørdag kl. 10-20
Madboder mandag-lørdag kl. 12-22 (køkkenerne lukker kl 21)
Marheineke Markthalle, Kreuzberg

Markthalle XI er opført i 1891-92. Hallen blev desværre bygget væsentligt om i 1950’ernes Vestberlin, hvor den gamle hal ikke blev skånet. Et par større renoveringer fra slutningen af 1990’erne har ført noget af Marheinekehalles facade tilbage, og i slutningen af 2007 åbnede hallen med et mere gourmetagtigt koncept, dog stadig til absolut rimelige priser.
Det kan godt være, Marheineke Markthalle ikke har helt samme ydre charme som de øvrige, bedre bevarede Markthalle, men det opvejes af udbudet af lækre små spisesteder. Man sidder fint ved boderne, og maden er rigtig lækker.
Marheineke Markthalle
Marheinekeplatz 15, Kreuzberg
Åbent: Mandag-fredag kl. 8-20
Lørdag kl. 8-18
Læs mere om street food markeder

Læs også om veganer livsstilsmarkedet Green Market Berlin veganermarked.
Annonce