Seelow – slaget ved Seelower Höhen
Kampen om Berlin
På tur til Selower Höhe
Vi har besluttet os for en udflugt fra Berlin og er kørt 70 km østpå til Seelow lige før grænsen til Polen.
Vejene er små og flere steder under restaurering eller omlægning, så det tager det meste af halvanden time at køre hertil.
Indledningen på afslutningen af 2. verdenskrig
På de stejle skråninger vest for floden Oder udkæmpedes et af 2. verdenskrigs sidste og afgørende slag i mellem de sovjetiske styrker og den tyske Wehrmacht.
De sovjetiske styrkers kommando var fast besluttet på at bryde forsvarslinjen langs floden Oder, og det tyske forsvar valgte at forsvare netop omkring Seelow, hvor hovedvejen går til Berlin.
Begge sider har vidst, at faldt stillingen her, så ville vejen til Berlin være klar.
Og når man står i terrænet virker det ikke som noget helt tilfældigt sted at forsvare fra.
Floden – og bakkerne ovenfor – slår et stort sving, så der fra bakken er udsyn til en meget stor del af dalen og floden, og skrænterne op mod byen danner en naturlig vold foran positionen.
Slaget ved Seelow
Slaget indledtes med et kraftigt sovjetisk bombardement af de tyske stillinger den 16. april 1945.
Tyskerne var klart i undertal og underforsynet med våben og ammunition, men blandt andet på grund af placeringen i terrænet lykkedes det de noget svagere tyske stillinger at holde stand i fire dage. Men så var det også helt slut.
Netop på de stejle skråninger ligger nu museet, der viser udstilling, filmdokumentar og materiel fra krigens sidste dage.
På pladsen foran museet står blandt andet en T-34 tank og et Stalin-Orgel, som blev anvendt af de sovjettiske styrker.
Det sovjetiske mindesmærke for de faldne
På toppen af bakken er der gravplads og mindesmærke for de mange tusinde soldater, der mistede livet. Tabstallene er angivet til omkring 30.000 sovjetiske soldater og 12.000 tyske.
De sovjetiske styrkers øverstbefalende beordrede allerede i maj 1945 opførelse af mindesmærket for slaget og de faldne.
Mindesmærket blev indviet i november 1945. Museet er kommet til i 1970’erne.
DDR-statens syn på historiefortælling gjorde, at museet efter 1990 er blevet tilpasset en mere nuanceret og mindre politiserende fremlæggelse.
Museum Seelower Höhe
Küstriner Straße 28a, 15306 Seelow
www.gedenkstaette-seelower-hoehen.de
Se dokumentaren om 1945
History Channel har denne dokumentar om slaget om Berlin i 1945.