Cookies Cream Michelin-restaurant
En aften på Cookies Cream Michelin-restaurant i Berlin
Vi har noget at fejre og har besluttet os for at gøre det med en oplevelse på Cookies Cream Michaelin-restaurant i Berlin.
Restauranten er gemt i en baggård
Indgangen er gemt i gyden mellem Komische Oper og Hotel The Westin Grand Berlin. I bunden af gyden i noget, der ligner vareindleveringen, viser en blinkende lysekrone vej til, hvor vi kan ringe på.
Der er også hjælp at hente på restaurantens hjemmeside, hvor en hurtiggående videosekvens viser vej.
Cookies Cream
Restaurantøren bag Cookies Cream er Heinz Gindullis. Han er født i London, og havde en del af sin barndom der og i Nürnberg. Han kom til Berlin i 1992. I den periode var bydelen Mitte stort set tom og uudnyttet.
I 1994 etablerede han en illegal kælderbar under navnet Bisquit, og sådan kom han til at hedde Cookie.
Senere blev potentialet og stemningen udnyttet til at få etableret flere barer og senere egne klubber, restauranter, pladeselskab og catering til bl.a. modeugen i Berlin.
Efterhånden som det hele var prøvet af, valgte Heinz Gindullis at fokusere på gourmet-oplevelser og det, der i dag er Cookies Cream.
At det er blevet vegetar er helt naturligt for Heinz Gindullis. Han valgte allerede som barn at være vegetar.
Hvad gør Cookies Cream til en Michelin-restaurant?
Menuen er vegetar, og maden er en fantastisk oplevelse.
Restauranten har 3-, 4- og 5-retters menuer. Den billigste til 49 Euro.
Vi spiser os igennem 5-retters menuen og får den tilhørende wine pairing. Det viser sig at være et fantastisk valg.
Maden er i sig selv i den absolutte topklasse. Det smager virkelig af noget, og det er meget lækkert. Maden virker lettere, og vi oplever en langt mere behagelig mæthedsfornemmelse.
Vinene er naturgærede, og næppe vine, vi af egen drift ville have valgt. Men pairingen til maden giver både vin og mad en tur opad på skalaen, og vi er meget begejstrede for valgene. Vi får smagt vine fra så forskellige steder som Østrig, Italien, Spanien, Ungarn og Georgien.
Tjenerne er engagerede, venlige og smilende. Det er meget langt fra den ellers alt for stive og kedelige attitude, vi enkelte gange har oplevet på Michelin-restauranter andre steder.
Cookies Cream er prissat ud fra, at de heller ikke ønsker kun at tiltrække et bestemt publikum, men derimod værdsætter at også en Michelin-restaurant skal være en munter oplevelse af besøge.
Restauranten blev tildelt en Michelin-stjerne i 2018 og igen i 2019.
Restauranten har fotoforbud, men du får et glimrende indtryk af restauranten i dette videoklip fra det tyske nyhedsmedie DW.
Restauranter med Michelin-stjerner i Berlin
Berlin har 23 restauranter med Michelin-stjerne
I Berlin kan du spise på 1 tre-stjernet, 5 to-stjernede og 17 et-stjernede restauranter.
Du kan se den samlede liste på www.viamichelin.com.
Facit
En Michelin-restaurant er en oplevelse i sig selv. Oplevelsen bliver på Cookies Cream leveret i en autentisk Berlin-udgave af en vegetar-restaurant i den absolutte gourmetklasse.
Aftenen på Cookies Cream var vores første besøg på en Michelin-restaurant i Berlin.
Det bliver bestemt ikke det sidste.
Cookies Cream
Behrenstr. 65
U6: Französische Str. / S-Bahn: Friedrichstr.
Tirsdag – lørdag fra kl. 18
www.cookiescream.com
Copyright: Berlinblog.dk
Annonce