Den alternative kunstweekend Sellerie Weekend
Sellerie Weekend er arrangeret af en række kunstnerdrevne gallerier og foregår sideløbende med Gallery Weekend den 1.-3. maj
Sellerie Weekend i Berlin er et uafhængigt sideløbende program til det mere etablerede Gallery Weekend Berlin. Sellerie Weekend har med udgangspunkt i Berlins projekt spaces og kunstnerdrevne rum fokus på det alternative.
Selleri er måske noget med masser af smag, men som alligevel ikke værdsættes af alle. Og så klinger det lidt hen ad Gallery. Hvem ved?
Hvor og hvornår foregår det?
Sellerie Weekend finder sted samtidig med Gallery Weekend Berlin. I 2026, som er arrangementets 4. år, foregår Sellerie Weekend fra 1. til 3. maj.
Arrangementern er fordelt over hele Berlin. På Sellerie Weekends website, se til slut i artiklen, kan du søge efter arrangementer, bydele og arrangementsdag.
Hvem henvender Sellerie Weekend sig til?
Hvis du er i Berlin under Gallery Weekend og har lyst til at udforske den mere uafhængige og eksperimenterende del af kunstscenen, så er Sellerie Weekend absolut værd at tjekke ud. Det er en fantastisk mulighed for at opdage nye kunstnere og spændende steder.
Mange af lokationerne ligger i samme områder, så det er absolut værd at orientere sig i begge arrangementers programmer.

Hvem er med i Sellerie Weekend?
Der deltager flere end 500 kunstnere fordelt på 75 adresser og med 55 planlagte events. Såvel kunstnere som deres lokationer spænder fra de – i hvert fald for os – forholdsvis ukendte kunstnere til kunstnere, der allerede for længst har haft gennembrud og succes.
En af de kunstnere, der var med i Sellerie Weekend sidste år, er billedhugger, skulptør, maler m.v. Poul Weile, som vi også har skrevet om i reportagen fra Monday Art Salon hos Atelierhof Keuzberg.
Sidste år talte vi med Poul om, hvad Sellerie Weekend går ud på. Ifølge Poul er det de uafhængige kunstneres eget program, der gerne skal ses som et supplement til oplevelserne i Gallery Weekend.
Sellerie Weekend står for den sjove og skæve vinkel, og den søger vi netop her. Poul beskriver selv, at Sellerie Weekend ikke skal ses som et alternativ eller en konkurrent til Gallery Weekend, men mere de små og uafhængige kunstneres ønske om både at bidrage til og deltage i festlighederne.
Tippet er hermed givet videre.

Du kan se det samlede program på www.sellerie-weekend.de
